Humaniora i globaliseringens tidsalder

Af Jesper Eckhardt Larsen

I lyset af den tendentielle danske politiske konsensus om det fremmede og særligt de fremmede er der behov for humaniora. I dette korte indlæg om, hvad humaniora skal i det kommende århundrede er denne dagsorden efter min opfattelse den centrale. Tesen er, at humaniora er en vej til at se, at den fremmede måske ikke er SÅ fremmed… Dette er den gængse ide om, at viden om mennesker i fortidige og nutidige kulturer på en positiv måde kan bidrage til en større forståelse og tolerance. Denne ide var typisk fremme efter det tyvende århundredes to største katastrofer: den første og den anden verdenskrig. Erfaringer gør ondt, men man bliver også klogere. Verdenskrigene gav stødet til først Folkenes Forbund og siden hen FN. I begge organisationers virke fulgte en støtte til interkulturel viden og uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Men humaniora kan mere end at gøre den fremmede mindre fremmed. Den kan også få den virkning at det velkendte måske ikke er SÅ velkendt… Hvad ville en dansker fra 1980, der havde boet i isolation i 29 år sige om Danmark år 2009? Ville det være velkendte træk, der viste sig tydeligst, eller ville vedkommende studse over Dansk Folkepartis retorik, over angrebskrig i Irak og andre politiske dagligdagsfænomener? Nu kunne det måske lyde som om humaniora mest er for venstreorienterede humanister. Det tror jeg ikke. Dansk Folkeparti har støttet humaniora når den handlede om besindelse på det danske i form af viden om ikoner som Kaj Munk og viden om de venstreorienterede i den kolde krig. Det må bydes velkommen som bidrag til et kollektivt vidensprojekt. Dertil må man konstatere med et citat fra det norske humanistiske forskningråd, at humanistisk viden kan føre til mange forskellige virkninger: ”Ett og samme forskningsresultat kan også få stikk motsatte normative virkninger. Et aktuelt eksempel er at økt kunnskap om innvandreres kulturelle bakgrunn både kan slå ut i økt rasisme og økt tverrkulturell forståelse. Blant annet på grunn af slike forholdne har Området for Kultur og Samfund i foreliggende plan vært tilbakeholdent med å fastsætte konkrete kvantifiserbare mål for virkningene av samfunnsvitenskapelig og humanistisk forskning” (Området for kultur og samfunn. Strategisk plan 1994-97, 1994). For at slå koldt vand i blodet kan det være relevant at henvise til en antik stoisk filosof som indså, at det menneskelige også omfatter det umenneskelige. ”Intet menneskeligt bør være mig fremmed”, lyder humanismens valgsprog tilbage fra Seneca. Men omvendt er der vel den allerede nævnte mere optimistiske sandhed, at også menneskeheden lærer af sine erfaringer. Udtrykt ved en anden antik filosof, Cicero, er historien livets læremester – historia magistra vitæ.

Hvad er da humanioras område, hvis det ikke umiddelbart kun fører til forsoning og forståelse imellem gamle fjender? Dette er et umiddelbart udkast om de forskellige vidensområder: A) Humaniora omhandler det menneskelige i nær forstand. B) Samfundsfag omhandler det menneskelige i praktisk kollektiv forstand. C) Naturvidenskaberne omhandler det naturlige i bred forstand. D) Teknisk forskning omhandler det praktiske i teknisk forstand. Og E) teologisk forskning omhandler det guddommelige i menneskenær forstand. Der er væsentlige afkast imellem disse. Der findes teknisk forskning som rykker ved det menneskelige: som f.eks. genteknologi. Der findes humanistisk forskning som rykker ved synet på det kollektive: kritikken af den metodiske individualisme, eller psykologisk kritik af rational choice i økonomien. Der findes naturvidenskabelig forskning, der rykker ved epistemologien i alle videnskabssfærer: komplementaritetsprincippets indflydelse på al epistemologi. Denne liste kunne fortsættes meget langt. Det er bare ikke til at se disse crossovers før på lang tidsafstand. Det er en oplagt historisk indsigt, at enhver i sin samtid står i en mangfoldighed, der ikke er til at overskue. Det er først på historisk afstand, at tydelige fælles mønstre gør sig gældende. Vi er midt i en mangfoldighed rent vidensmæssigt, hvor det kan være den ubetydelige detalje, der er den mest lovende vej frem. For at underbygge denne påstand kan man se på videnskabshistorie om romantikken. Her bliver det tydeligt, at humanistiske og filosofiske ideer om ånden i verden, førte til elektromagnetismens opdagelse hos H.C. Ørsted, der dermed mente at skue en del af ånden i naturen. Vores adskillelse af vidensprojektet i kasser og discipliner yder ikke den frie vidensproces retfærdighed, hvilket netop videnskabshistorien kan lære os. Konklusionen på denne betragtning er: hvis ikke man forsker i det menneskelige i både tid og rum forbliver store mængder empirisk og teoretisk viden ude af vores søgefelt – og dermed masser af potentielle indsigter, der kan lave offspin i hele vores kollektive vidensprojekt. Humanioras felt er det menneskelige i tid og rum – og alle menneskelige aktiviteter og praksisser. Livet i bred menneskeforstand.

Men hvis humaniora angår det menneskenære er den i sagens natur mest relevant på en menneskenær måde. Dvs. at humaniora først og fremmest har en afklarende pædagogisk funktion. En dannelsesfunktion. Det menneskenære er både menneskerelevant og eksistensrelevant. Men det viser sig i en tid med tydeligere kulturmøder, at det helt menneskenære pludseligt og voldsomt kan blive kilde til samfundsmæssige og internationale konflikter. Med politiske sager om tørklæder både i et islamisk land som Tyrkiet, og i et lutheransk land som Danmark viser der sig eksempler på at det helt intime – forholdet til Gud – bliver en bombe i samfundsmæssig forstand. Derfor er, efter den kulturelle vending i megen både samfundsvidenskabelig og humanistisk teori, det menneskenære af høj relevans i et kollektivt perspektiv – uden derfor at antage en metodisk individualisme – dvs. at alt i en teori om samfundet skal føres tilbage til egenskaber ved individet. I et forsøg på at skelne imellem viden, der er relevant for de få – det Immanuel Kant kalder den esoteriske viden og viden, der er relevant for de mange – som Kant kaldte den eksoteriske viden – prøver den tyske filosof Gunter Scholtz at argumentere for en bred formidling af humaniora. Hvor det moderne menneske med teknologiens og samfundssystemernes mange tjenester kan overlade store dele af vidensansvaret til andre, der består iflg. Scholtz en række områder, hvor den enkelte ikke kan fralægge sig et vidensansvar. Den enkelte må selv tage moralske, sociale og politiske beslutninger og sådanne beslutninger, der angår hans egen lykke og må derfor have orienterende viden inden for etik, politik, historie, sociologi, økonomi osv. Han må forholde sig til sig selv og det presserende spørgsmål om grundlaget for hans tilværelse og henvises da til religion, teologi og filosofi. Han må have et forhold til de fællesskaber, han tilhører, for at leve i disse og tage beslutninger i dem, og derfor behøver han viden om historie. Han må informere sig selv og deltage i samfundets kommunikationsprocesser for at leve i samfundet og være i stand til at tage beslutninger, og derfor behøver han en sproglig kompetence, opnået gennem de sproglige videnskaber. Hvad med praksis? I nyere forskningspolitik er målet først og fremmest praktisk eller lavere sagt rent økonomisk. En dansk humanist, Johan Nikolaj Madvig mindede dog i 1832 sine samtidige realister om ikke at definere praksis alt for snævert: “Man maa heller ikke glemme, at al Handlen for det, der skal fremmes i Livet, er Praxis.” Den gamle strid imellem realisterne og humanisterne, der dengang handlede om tiden fra ca. 6. klasse og til og med gymnasiet, er i dag ført op til et absurd højt uddannelsesniveau. På højeste niveau giver denne strid ikke mening. Måske har utilitaristen Herbert Spencer ret et stykke af vejen i sin rent madnyttige definition af, hvad der er nyttig viden, men da ikke hele vejen. Hans teori byggede på, at mennesket primært skulle have mad i munden og tag over hovedet. Denne tanke, der er oversat til økonomisk vinding i dagens neoliberale teknokratiske forskningspolitik er da en unødvendig reduktion af vidensprojektet og dets håb om ”nye tanker” ”nye indsigter” og somme tider ”nye løsninger.” I denne proces er poesi – og dennes læsning, historie – og dennes fortolkning, kulturer og forståelserne af dem en del af det vidensprojekt, der alt andet lige må til for at leve op til en åndsliberal grundindstilling rent videnspolitisk. Og mangfoldighedsargumentet er det nye argument for humaniora, der bedst virker sammen med humanioras natur, om den har en sådan: ikke fordismens masseproduktionslinjer, men den botaniske have er det bedste billede på humanistisk vidensproduktion. Hvis der er nye eksotiske planter, der hentes hjem i form af frø, så finder den gode gartner et sted, der netop kan nære denne nye plante på bedst mulig måde… ikke for at den skal overtage hele haven, men for at den netop får gode vækstvilkår, ydmygt, men til stede i samlingen. Det er helt forfejlet at tænke at små fag er lig med ubetydelige fag. Det kan være, at man ved hjælp af en enkelt dygtig forsker ved et af vores universiteter kan holde en vidensproces i gang, der så at sige kan dække et helt vidensområde for Danmarks vedkommende. Det er oplagt at Danmark som et lille land har mindre konkurrence imellem specialisterne – men denne konkurrence møder disse specialister når de (som alle gør!) deltager i internationale konferencer og netværk. Derfor er små fag vores vinduer ud til en større sammenhæng, der dermed holdes åbne. Denne ”importfunktion” kræver meget små investeringer, men er uhyre væsentlig for et lille sprogområdes overlevelse.

Men hvis denne botaniske have af viden skal have ”relevans” i videnssamfundet eller være ”accountable” som det hedder i de internationale tekster om den uddannelsespolitiske udvikling, så er formidling eller forskningskommunikation kerneordet. Den formidling, der hænger uløseligt sammen med ideen om vidensmæssig mangfoldighed og en almen dannelsesfunktion er det postmoderne tagselvbord. Det er afgørende, at viden i en dannelsesproces skal ”passe til” individernes meget forskellige udviklingslinjer. Derfor er frihed og tilgængelighed nøgleord i en uddannelsespolitik, der ikke skal stivne i teknokratiets spændetrøje. Mere konkret: det skal være muligt, at ”opdage” en interesse for filosofi, kernefysik, oldindiske religioner, demokratiets opståen og alt muligt andet også senere i ungdommen og i løbet af livet. Det uddannelsessystem, der tendentielt lukker flere og flere mulige kombinationer for den enkelte, fordi der kræves afgørende valg tidligere og tidligere i uddannelsesforløbet er direkte destruktivt for et levende videnssamfund. Det skal være muligt på alle trin at kombinere alle mulige vidensområder. De nyeste adgangskrav til universiteterne er et eksempel på regeringens teknokratiske indstilling til viden: Du skal altid allerede vide, hvad du vil vide ”når du bliver stor” – og det skal være i erhvervslivets interesse. Sagt med store bogstaver: SÅDAN ER UNGDOMMEN IKKE! (Medmindre en regering som forebyggende angreb tæsker lysten og livet ud af den, som det f.eks. er lykkedes den at fjerne lysten til at blive lærer i Danmark siden 2001). I et system for højere uddannelser, som har været styret på markedspræmisser i hele det tyvende århundrede, det amerikanske college og universitetetssystem, der har valgfrihed og kombinationsfrihed være nøgleord i at imødekomme de unges behov for alsidig dannelse – et behov, der naturligt hænger sammen med ethvert nysgerrigt menneskes levende optagethed af verden – hele verden omkring sig. Dette behov er det muligt at opfylde uddannelsespolitisk ved modultanken. På et amerikansk college kan du kombinere dig frem – og både tilgodese en drøm om et fremtidigt virke samtidig med, at en nysgerrighed over for politik, litteratur, historie, musik eller noget helt femte dyrkes ved siden af. Dette passer til en tid, hvor læringen skal være alsidig og livslang. Den danske tænkning har dette element i højskolerne – men disse taber terræn og trues af lukning. Det oplagte initiativ for at skabe relevans af humanistiske fag var at udbyde ret avancerede moduler til alle studerende på universitetet og på åbent universitet for alle andre – og så give plads til, at der løbende blev givet credit for, at man tager kurser helt ved siden af ens grundfag. Man skulle naturligvis have et grundfag – som kommende læge, tekniker eller jurist er der behov for lang tids fordybelse, men dette udelukker ikke at en levende nysgerrighed kan tilfredsstilles inden for rammerne af en universitetsuddannelse. På gymnasieniveau tilgodeses denne frihed meget mere i den danske tradition – men den glemmes oftest helt på universitetsniveau. Med masseuniversitetet ville der være en pædagogisk relevans af selv de små ordkidéfag, der ellers trues af lukning. Som strukturen er nu skal de udelukkende uddanne nye specialister – og dem vil der i sagens natur kun være begrænset brug for. De skal naturligvis udbyde moduler, der har alle universitetsstuderende som marked. Ikke kun andre humanister, men også kommende politter, jurister, læger og ingeniører. Et andet udslag af misforstået teknokrati, der hæmmer friheden i en verden af viden, er tanken om, at et råd skal afgøre den hele samtidige og fremtidige relevans af enhver uddannelse på forhånd. Det statslige akkrediteringsråd lider af den oplyste enevældes teknokratiske valgsprog: vi alene vide (find gerne deres hjemmeside og læs – det er en gravplads for unge og lovende ideer – et sørgeligt minde over den siddende ministers drab på fornyelsestrang og glæde). I et opgør med denne tanke satte Wilhelm von Humboldt en ægte åndsliberalisme: Hvis i sætter vidensprojektet frit vil det opfylde samfundets behov fra et meget højere synspunkt. Eller med mine ord: hvad der er nyttigt og relevant kan kun vise sig i tidens fylde. Eller frit efter Grundtvig: glem ideen om at livet kan tænkes igennem på forhånd – giv det frit og se hvad der vokser frem i frihed. Denne frihed skulle naturligvis omfatte alle vidensområder. De studerende med humanistiske grundfag skulle vælge frit i samfundsfaglige moduler, jurafag, naturvidenskabelige moduler osv. Dette er realiteten ved amerikanske colleges, hvilket i konkret forstand beviser muligheden af en sådan frihed i en uddannelsespolitisk og uddannelsestrukturel praksis. Kort sagt: det er i orden at der kræves relevans af humaniora – men denne relevans må vise sig pædagogisk frem for teknisk industrielt.

For at afslutte dette indlæg med humanioras særlige bidrag i globaliseringens æra vil jeg vælge at tro på den optimisme, der omgærede FN umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Og denne optimisme er mere nødvendig nu end nogensinde. Den dannende eller den pædagogiske funktion af de humanistiske indsigter bliver tydeliggjorte i en multikulturel tid, eller om man vil en kulturel konflikttid – jeg foretrækker at se det som en tid med større og tydeligere kulturelle bevægelser. En udvidet referenceramme i den vedholdende indsats for at ”finde sig selv” er nødvendig i det moderne samfund – ligesom den har været igennem de sidste mange hundrede års historie af kulturelle krydsninger og bevægelser. I globaliseringen bliver det, med den postkoloniale litteraturforsker Gayatri Spivaks ord, mere og mere påtrængende at man i humaniora beskæftiger sig aktivt med at ”læse andetheden” (”reading otherness”). Ved at læse ”den anden” – eller ”de andres” litteratur – opnås den dannende virkning som Spivak også kalder ”the displacing power of education” – at uddannelse og dannelse fører til en bevægelse ud af det velkendte – ud til det fremmede – for derefter at vende tilbage til det velkendte, der dermed kan genoptages med en ny bevidsthed – måske bliver dette en kritisk tilegnelse – men under alle omstændigheder en forarbejdet gentilegnelse af det velkendte. Humaniora må ikke kun blive videnskab for dens egen skyld. Den væsentligste rolle er at være øjenåbner for den enkelte og kollektivet – en pædagogisk funktion, eller en dannelsesfunktion. I den tyske debat har man forsøgt at kalde dette for en orienterende funktion, og skelner dermed imellem umiddelbar teknisk nytteviden (Verfügungswissen) og så en bred virkelighedskonstituerende orienteringsviden (Orientierungswissen). Hermed skal humaniora sammen med både samfundsvidenskablig og naturvidenskabelig viden være med til at orientere om samtid, fortid, os selv og de andre. Denne viden er i den grad nødvendig i en kulturel bevægelsestid som vores. Og dette kan som program omsættes i to opfordringer til humaniora i det 21. århundrede: fasthold og udvid multikulturaliteten i humanioras genstandsfelter og sørg for en formidling via alle mulige kanaler til så mange som overhovedet muligt. Der findes ikke et menneske i noget moderne samfund – eller i noget udviklingsland – som ikke kunne løftes ved kendskabet til andetheden. Vi lever i globaliseringen æra. Humaniora kan som vidensfelt, som dannende viden, løfte netop den del af den forståelsesopgave globaliseringen stiller enhver. Humaniora opstod i klodens første demokrati – Athen i 5. århundrede f.v.t. Det blomstrer i dag i de store velfungerende demokratier. Det lider i de store totalitære stater. Som John Stewart Mill sagde er forskningsfriheden en forlængelse af ytringsfriheden. Jeg maner til kamp for, at vores regering ikke går den forkerte vej. Det kræver mod at støtte og forsvare sin modstanders ret og mulighed for at bekæmpe en. Har VK-regeringen dette mod?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: